Om dette arrangement

Tid
19:00 - 21:00
Pris
Gratis
Bibliotek

Vikingen fra Fregerslev

En ryttergrav fra yngre vikingetid blev i foråret 2017 udgravet ved Hørning

Museumsinspektør Merethe Schifter Bagge fra Museum Skanderborg holder torsdag d. 24. maj kl. 19.00 foredrag på Hørning Bibliotek om Vikingen fra Fregerslev.

En ryttergrav fra yngre vikingetid blev i foråret 2017 udgravet ved Hørning. I den 375 x 250 cm store kammergrav blev der fundet utallige beslag fra sele – og hovedtøjet til vikingens hest. Hovedtøjet var beklædt med forgyldte bronzebeslag, mens seletøjet bestod af utallige små pyntenitter, beslag og spænder i en tin/bly-legering beklædt med sølv.

I graven blev der også fundet et bundt med 22 pilespidser i et læderkogger samt fragmenter af en guldperle.

Gravens inventar viser med al tydelighed, at der er tale om en højtstående person i ’jarl’-klassen, som har været blandt rigets mægtigste.

Selvom graven nu er udgravet, venter der stadig et større opklaringsarbejde forude. De mange jordblokke med metaller er endnu under udgravning på konserveringen og der dukker næsten hver dag nye og spændende genstande og observationer op. Samtidig arbejdes der med de naturvidenskabelige analyser, som forhåbentlig kan fortælle os noget om de mikroskopiske levn i graven.

Foredraget vil omhandle fundet af ryttergraven samt de foreløbige konklusioner og nye iagttagelser.

Gratis billetter kan hentes på Hørning Bibliotek eller reserveres på telefonnummer 87 94 29 80.