Naturens lys, farver og former: malerier på Galten Bibliotek

30.07.18
I august måned kan du se Minna Juel Pedersens akrylmalerier på Galten Bibliotek.

Minna Juel Pedersen har uddannet sig via kurser både her i landet, i Tyrkiet og på Mallorca. Hun inspireres ofte af naturens lys, farver og former, og selvom der er noget genkendeligt over malerierne, er der også noget abstrakt.

Minna Juel Pedersen fortæller selv at hun som regel ikke ved på forhånd hvad hun vil male, men lader fantasien råde og eksperimenterer med mange forskellige teknikker: "Den største udfordring for mig er at stå foran det hvide lærred og forvandle det til lys, farve og rum," fortæller hun. "Som arbejdet skrider frem, bliver det billedet selv der bestemmer resultatet."

Minna Juel Pedersen har tidligere udstillet hos bl.a. Nordea i Bjerringbro og Knudhule i Ry og på Limfjordens Påskeudstilling i Lemvig.

Du kan opleve Minna Juel Pedersens malerier på Galten Bibliotek i hele august måned.