Unge kunstnere på Galten Bibliotek

12.02.19
Læs om bibliotekets udstillinger i februar og marts.

I februar og marts måned er det de helt unge talenter der udstiller på Galten Bibliotek.

23 børn fra Børnehuset Bakketoppen har malet en række farvestrålende billeder med temaerne "venskab", "natur" og "fri fantasi". Undervejs i processen har børnene haft mange snakke om emnerne, og det har givet et ekstra boost til kreativiteten.

Bakketoppens billeder hænger på biblioteket i februar måned. I samme periode kan du også nyde en række billeder af Mingus Riis-Holm. Mingus arbejder med grafisk design og skaber sine plakat-lignende billeder digitalt. Flere af motiverne kommer fra jazzens verden, og Mingus er da også selv aktiv musiker.

I marts måned skifter udstillingen til en række fotos af Irvin von Beckovic. Gennem Irvins billeder kommer du helt ind under huden på en række mobbeofre der har været så modige at stille sig foran linsen og fortælle deres historie. Der er fernisering på udstillingen fredag den 1. marts kl. 16, og alle er velkomne.