Billede af seks bogsforsider - alle bøgerne handler om at gå
Vi anbefaler: Kom ud at gå

Vi anbefaler: Kom ud at gå

Når Gunna ikke er på arbejde på Hørning Bibliotek, er hun ofte ude at gå ture

”Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”

Disse kloge ord stammer fra ingen mindre end teologen og filosoffen Søren Kierkegaard. Han skrev det i et brev til sin svigerinde, som var syg.

Selv om citatet stammer fra en svunden tid, er det stadig top-relevant.  Personligt har jeg altid elsket at gå ture, og i disse tider har jeg brug for det som aldrig før. Når ”Corona-kulleren” kommer over mig, findes der ikke noget bedre end at snøre vandrestøvlerne og begive sig ud på en lang travetur.

På turene nyder jeg at se de mange andre, der har fået samme ide - unge og gamle, enlige, par og familier, der er ude at trave. Hvad enten formålet er mentalhygiejne, - eller som Kierkegaard kalder det, at ”gå sig fra tunge tanker” - eller man blot er drevet af lysten til at nyde solen og foråret, der pibler frem.

Uanset formålet med vandringen er der inspiration at hente i det digitale bibliotek. Her er nogle eksempler på bøger fra eReolen med ideer til, hvor turen skal gå hen, tips til lange vandreture med overnatning i det fri og andet godt:

Hvor skal turen gå hen?

Forsidebillede af bogen "Vandreture i Danmark"

Vandreture i Danmark: vandreoplevelser året rundt fra Skagen til Gedser

Af Torben Gang Rasmussen

Beskrivelser af mere end 100 vandreruter fordelt på Jylland, Fyn, Sjælland og øer med detaljerede kort over alle turene.

Link: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A54640757

Forsidebillede af bogen "Hærvejen : pilgrimsvejen fra Hirtshals-Frederikshavn til Danevirke"

Hærvejen : pilgrimsvejen fra Hirtshals-Frederikshavn til Danevirke

Af Henrik Tarp
Om den 500 km lange vandretur langs Hærvejen eller Oksevejen ned igennem Jylland. Om det danske naturlandskab med guide til seværdigheder og overnatningsmuligheder

Link: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis:46219295

Tips til den lange vandretur med overnatning i det fri

Forsidebillede af bogen "Vandring og friluftsliv : udførlig guide og nyttige tips til oplevelser i naturen"

Vandring og friluftsliv : udførlig guide og nyttige tips til oplevelser i naturen

Af Mette Mortensen
Grundige anvisninger til forberedelser til hvordan man kan holde sig mæt, varm og tør i naturen. Input til at vælge det rette friluftsudstyr og tips til hvad man har brug, når man f.eks. skal tænde et bål m.m.

Link: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A54203829

Hvorfor er det så godt at gå?

Forsidebillede af bogen: "Gå tur : om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden"

Gå tur : om glæden ved at sætte den ene fod foran den anden

Af Anna Skyggebjerg
Om de mentale og fysiske gevinster der er ved en daglig gåtur. Med inspiration til gående meditation, og om hvordan man indarbejder gåturen som et naturligt pusterum i hverdagen

Link: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A54087802

Forsidebillede af bogen: "Gå-bogen : gå, så går det nok"

Gå-bogen : gå, så går det nok

Af Bente Klarlund Pedersen

Inspiration, argumenter og gode grunde til at øge aktivitetsniveauet ved at gå. Blandt andet med filosofiske overvejelser, digte og samtaler med kendte danskere om at spadsere

Link: https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A54416180

Til slut er jeg nødt til at nævne en utrolig spændende og rørende bog om at gå. Den findes både som e-bog og lydbog på eReolen:

Forsidebillede af bogen "Wild : en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen"

Wild : en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen

Af Cheryl Strayed
En selvbiografisk beretning om en ung kvinde, der beslutter sig for en 100 dages vandretur på den 1800 km lange Stillehavsrute efter at hun nåede bunden pga. morens død, skilsmisse, misbrug m.m. En udviklingsrejse med beskrivelser af naturen samt møder med mennesker.

Link:  https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A29750505

Hav en god tur rundt i sommerlandet!

De bedste hilsner fra Gunna - Skanderborg Kommunes Biblioteker