Vi anbefaler: Læg an til landing i Gramhavet
Vi anbefaler: Læg an til landing i Gramhavet

Vi anbefaler: Læg an til landing i Gramhavet

Hej, jeg hedder Gunna, og jeg arbejder til dagligt på Hørning Bibliotek.

Lige for tiden nyder jeg at tage nogle vandreture samtidig med at jeg lytter til lydbøger i mine hørebøffer. Det giver mig følelsen af at komme rundt i verden. Jeg har tidligere inviteret jer med til Japan og på Island. Men nu er vi nået hjem igen, hvor jeg gerne vil anbefale jer at læse ”Gramhavet” af Erling Jepsen – en fortælling der foregår i den sønderjyske by Gram.

Der foregår tilsyneladende meget under overfladen i Gram. Mælkemandens søn Erling klarer sig igennem tilværelsen med lige dele snedighed og naivitet. Søsteren er i familiepleje, fasteren tror hun er Jesus, og faderen spekulerer på, om sønnen mon bliver homoseksuel.

”Gramhavet” er kulsort humor, og det kan være svært af finde ud af, om man skal grine eller græde. Da jeg selv første gang hørte bogen, var det i bilen på vej til og fra arbejde. Her tog jeg mig selv i jævnligt at sidde og småklukke. Samtidig er det dødsens alvorlige ting, bogen omhandler. Der er f.eks. et kapitel i bogen, som giver indblik i de måder, hvorpå man kan begå selvmord, hvis man bor i Gram. Man kan f.eks. ikke springe ud foran toget – for der går ingen tog til byen. Og hvad gør man så? Det vil jeg ikke afsløre her.

Til gengæld vil jeg gerne indvie jer i, at der også er et kapitel ved navn ”Nerver”. Her introduceres læseren for de fire kategorier, man bruger om psykisk sygdom i Gram: Stress hedder ”karruselli” mens man er ”nerfig”, hvis man har et nervøst gemyt. ”Psykiske nerver” betegner et humør, der svinger op og ned, og er man ”psykisk”, er man klar til indlæggelse på Augustenborg.

Bogen gjorde mig så nysgerrig på at se Gram, at jeg simpelthen måtte køre forbi byen i forbindelse med en nylig familietur til Sønderjylland – bare for at se, hvordan sådan en by så ud i virkeligheden … og sådan en tur kan godt lade sig gøre - selv i disse coronatider.

God læselyst – og god tur.

De bedste hilsner fra Gunna