Anbefaling- B til piraten af Ida Monrad Graunbøl

06.02.18
Spændende og eksperimenterende drama fortalt i lyrisk form

Ida Monrad Graunbøl har med sin debut B til piraten skabt noget ret unikt. "Et digtdrama i tre dele" hedder det i undertitlen. Og hvad betyder det så egentlig? Efter at have læst bogen kan jeg konkludere, at et digtdrama er, ganske enkelt, et drama fortalt i digte! B til piraten er en unik hybrid, der både leger og eksperimenterer med genrer og sprog. Dramaet handler om forholdet mellem B'et (og nej, B er ikke en forkortelese for et navn, hun er simpelthen et B) og piraten. Det er fortællingen om et moderne parforhold: om at date, blive forelsket og om at miste et ufødt barn og prøve at holde sammen efter det. Overskriften i digtene er ofte skrevet i et proselignende sprog og fortæller en fremadskridende handling, f.eks. efterfølges digtet B'et og piraten står i baren af digtet  B'et byder piraten på en drink. Selve digtet er så en sanselig øjebliksbeskrivelse af den situation, overskriften fortæller. 

Bogen falder i tre dele. Den sidste del skiller sig ud ved at være ekstra dramatiserende og bygget op omkring repikker og samtaler og kan minde lidt om et manuskript. Afsnittet afsluttes desuden af et brev, der er skrevet i prosa. Så selvom bogen er en digtsamling så eksperimenteres der meget, og genrerne blandes sammen. Sproget er legende, melankolsk og nærmest musikalsk til tider, men indeholder også humoristiske vendinger såsom sætningen: "Din prut er en salut, /som du følger på vej med en gestus.", som optræder i digtet B'et er til familiemiddag med piraten hos sin egen familie

Ida Monrad Graunbøl har her lavet en yderst speciel, men spændende og særdeles vellykket hybrid. Den minder ikke om noget, man har set før, og det er sjældent, at man som læser sidder og venter spændt på, hvad der mon sker på næste side, når man læser en digtsamling. Så prøv noget nyt og læs et moderne kærlighedsdrama i digtform! 

Materialer
Reservér
  • Bog

B til piraten : et digtdrama i tre dele

Af Ida Monrad Graunbøl (f. 1981) (2016)
Læs mere