Dansk Standard af Kim Leine
Dansk Standard af Kim Leine

Anbefaling: Dansk Standard af Kim Leine

02.01.20
Kan en læseoplevelse være både grotesk, absurd men også meget god?

Det spørgsmål stiller man sig gang på gang, når man giver sig i kast med Kim Leines "Dansk Standard". Hvis du lader dig forlede af titlen til at tro at romanen er en standardvare eller på nogen måde "normal" så bliver du (u)behageligt overrasket. 

Hovedpersonen E - (jeg kom til at tænke på Kafkas Josek K) er indbegrebet af grå men har fundet sin rette hylde i firmaet "Dansk Standard". Det er en af samfundets grundpiller som ingen lægger mærke til men hvis fornemmeste opgave er at sørge for at ting passer til standarderne og altså sammen. Det er i sig selv morsomt, fordi Kim Leines roman stikker fuldstændig af undervejs. E har en lillesøster Mette, som er traumelæge. Hun er af den overbevisning, at både E og hende selv er blevet misbrugt og traumatiserede som børn. E husker intet, men Mette er så præget af dette, at hun jævnligt forsøger at begå selvmord. E er sikker på, at det er Mette som er psykisk syg.  
Langsomt går det dog op for E og læseren, at det måske ikke er Mette som er syg. Da Mette bliver gravid udvikler historien sig i en både makaber og uhyggelig retning. Det lyder bizart, det er bizart men det er også velfortalt og hænger godt sammen i sin egen underlige logik. Hvis du er til horror, så bliver du suget ind i historien. Det er jeg ikke - men jeg er stor fan af Kim Leines evne til at skildre det absurde og det syge på en realistisk måde og give læseren et indblik i en verden, som ellers (heldigvis) er utilgængelig. Jeg var godt underholdt, romanens sprog er en fornøjelse og langsomt går man med på historiens præmisser. Der er en mening i galskaben. 

Kim Leines baggrund med misbrug er almindelig kendt, og om det er egne erfaringer han bruger, skal jeg lade være usagt. Det er under alle omstændigheder uhyggelig læsning, men også fortalt på et niveau, hvor det bliver litteratur og jeg fristes til at sige kunst som hæver sig over (dansk) standard i genren.  

Materialer
Kim Leine: Dansk standard : roman
Reservér
  • Bog

Dansk standard : roman

Af Kim Leine (2019)
Læs mere