Anbefaling - Ming af Bjørn Rasmussen

26.01.18
Stærk og hudløst ærlig selvbiografisk digtsamling om sorg, forfald og psykisk sygdom.

Digtene tager udgangspunkt i jeg'ets sorg over at have mistet sin far, Flemming (også kaldet Ming, deraf den ellers lidt eksotisk klingende titel), til en kræftsygdom.  Digtene forløber kronologisk over en periode på omkring et halv år, fra vinter til sommer,  og sorgen fører til sidst til sindslidelser der ender ud i en indlæggelse på psykriatisk afdeling. Mange af digtene er skrevet som samtaler imellem jeg'et og den afdøde far, der kommer til ham som et spøgelse. Digtene beskriver hvordan jeg'et langsomt forfalder, bliver medicineret og derfor pacificeret og ude af stand til at handle. Medicinen gør ham rask, men samtidig fjerner den også de psykoser, hvor faren kommer til ham, og han forsvinder derfor mere og mere fra ham. Digterjeg'ets plagede sind ses i det sproglige udtryk, hvor sproget virker som et tankemylder, et virvar, der helt bestemt også sætter tanker i gang hos læseren og skaber stærke billedlige udtryk. Selvom digtene er rå og smertelige, så findes der også et snert af humor i Rasmussens spidsfindige skrivestil, og samlingen er ikke helt uden optimisme. For midt i det hele skal jeg'et giftes, flytte i kolonihavehus med sin mand og der skal købes nyt køkken i Ikea. Disse hverdagslige segmenter sniger sig ind i tankemylderet, og ved bryllupsdigtet fornemmes også den klippefaste kærlighed jeg'et og hans mand nærer for hinanden. 

Bjørn Rasmussens (f. 1983) forfatterskab kredser ofte om temaer som krop, køn og seksualitet, hvilket også er stærke temaer i Ming. Rasmussen har tidligere udgivet romanerne Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) og Pynt (2013). Ming er hans første digtsamling. 

Materialer
Bjørn Rasmussen (f. 1983): Ming : digte
Reservér
  • Bog

Ming : digte

Af Bjørn Rasmussen (f. 1983) (2015)
Læs mere