Anbefaling- Omina af Naja Marie Aidt og Mette Moestrup

03.04.18
Aidt og Moestrup skriver rasende, smukt og ildevarslende i denne samling af fællesdigte

Omina er skrevet af kollegaerne og veninderne Naja Marie Aidt og Mette Moestrup og er derfor en slags fortsættelse af bogen Fri flet, som de to sammen med Line Knutzon udgav i 2014. Digtsamlingen er efter sigende blevet til i en mailkorrespondance mellem de to digtere, som nu er endt ud i denne lille grå bog, hvor Aidts digte er trykt på venstresiderne i en sart lilla farve og Moestrups på højresiderne i en grøn farve. Der er altså tale om en art samtalebog, eller er der? Bogen giver ikke selv noget svar på, hvordan den skal læses: Om man skal læse de lilla digte først og derefter de grønne, eller om hele bogen skal læses som et langdigt. Det må man sådan set selv om, men personligt synes jeg, at digtene fungerer bedst hvis begge digteres bidrag læses samtidig og derfor får en art samtale mellem digtene med. Omina er den latinske flertalsform af ordet omen, der betyder varsel eller tegn. Der er altså tale om varslinger. Men hvad varsler digtene så? Det er straks sværere at svare på, og digtene giver ikke noget entydigt svar. De kredser alle om amazonen som figur og introducerer et mytologisk landskab langt fra hverdagsrealisme, hvor også figurer som kentaueren optræder. Digtene er minimalistiske og ladet med symbolsk betydning, f.eks. optræder hesten ofte ligesom det afskårne bryst, der henviser til myten om, at amazonerne fik fjernet det ene bryst for bedre at kunne håndtere en flitsbue.  

Der er en stemning af opbrud, vrede, vildskab og oprør i digtene. Amazonen rider vildt og er på vej i krig: noget nyt er under opsejling.Hvad det helt præcist er, giver digetne som sagt ikke noget svar på, og bogen kan derfor måske også være lidt svær at læse. Men selvom den er svær, er den absolut en smuk læseoplevelse - og hvem har sagt at lyrik behøver at være let?

Materialer
Naja Marie Aidt: Omina : digte
Reservér
  • Bog

Omina : digte

Af Naja Marie Aidt (2016)
Læs mere