Mød middelalderen i omegnen og i litteraturen

13.07.18
Ønsker du opskriften på de vises sten eller har du brug for at vide hvad din syndsforladelse koster? Tag til middelalderfestival eller studér middelalderens kilder og kom svarene nærmere.

I Danmark er der rig tradition for at iscenesætte historiske perioder i smukke og autentiske rammer. Landet over arrangeres talrige festivaller og markeder i sommerhalvåret. aktører og besøgende får historien ind under huden når de besøger middelalderen.

I umiddelbar nærhed af Skanderborg kan to festivaller med middelaldertema besøges:

Klosterfestival

Øm Kloster Museum og Klosterbryggeriet afholder Klosterfestival d. 18. og 19. august 2018.

I historiske rammer ved ruinerne af cistercienserklosteret kan du ved årets festival bl.a. smage øl der er brygget på de samme ingredienser som munkene havde tilgængelige.

Helt særligt for Øm kloster er det, at man har samtidige middelalderkilder bevaret fra imens klosteret var i funktion. I Øm Klosters Krønike kan man læse om klosterets grundlæggelse og om hvordan det flyttedes rundt i Østjylland frem mod dets varige placering ved Øm. Krøniken giver bl.a. indblik i højmiddelalderens urolige forhold, i klosterets trængsler og dets vanskeligheder med bispen. Krøniken er oversat fra latin af Jørgen Olrik og kan lånes på Skanderborg Bibliotekerne eller reserveres her.

Antologien Øm kloster: kapitler af et middelalderligt cistercienserabbedis historie, redigeret af Bo Gregersen og Carsten Selch Jensen, er udgivet af Øm Kloster Museum i år 2003. Værket giver en god indføring i klosterets tilblivelse, funktion og opløsning. Dygtige fagfolk har skrevet artiklerne og bogen, der kan lånes på Skanderborg Bibliotekerne eller reserveres her, er bestemt læseværdig.

Øm kloster blev befalet nedbrudt i 1561 af Frederik II og materialerne blev fragtet til Skanderborg, hvor de indgik i ombygningen af Skanderborg Slot. I dag er kun kirken, hvortil hører et kirketårn, der oprindeligt var et af slottets flankeringstårne, bevaret. Skanderborg bibliotekerne har en større samling af lokalhistoriske værker, herunder Poul Jørgensens Skanderborg Slotskirke, der kan reserveres her.

Øvrige danske middelalderkrøniker er Saxos Danmarks historie og Roskildekrøniken.

 

Europæisk Middelalder Festival

I Horsens afholdes Europæisk Middelalder Festival d. 24. og 25. august 2018.

Ved Fængslet opstår i denne weekend en markedsplads ud over det sædvanlige. Gøglere, musikanter, kroværter og handlende slår teltpælene i og tager de besøgende med på en tidsrejse.

Som gæst kan man bl.a. glæde sig til at opleve en storslået kampturnering. Riddergerningerne overlades bedst til de professionelle, men overvejer man alligevel selv at afprøve sine høviske færdigheder kan det anbefales at Cervantes Den kløgtige adelsmand Don Quixote af la Mancha studeres som et eksempel i hvorledes man ikke bør gebærde sig.

Ud over underholdning og spændende smagsoplevelser byder de østjyske middelalderfestivaller også på autentisk historieformidling. Ønsker du selv til at få historieundervisningens lærdom om middelalderen opdateret kan Dagligliv i Danmarks middelalder anbefales som god grundbog. Her bliver nyere tids arkæologiske forskningsresultater præsenteret på overskuelig facon.

Ønsker du at komme i den rette historiske stemning kan f.eks.Geoffrey Chaucers Canterbury-fortællingerne, Johs. V. Jensens Kongens fald eller  Umberto Ecos Rosens navn anbefales.

Materialer

Reservér
  • Bog

Rosens navn

Af Umberto Eco (2016)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Kongens Fald / Johannes V. Jensen (Ill. kunstnere fra romanens samtid) ()

Af Johannes V.. f. 1873 Jensen (2002)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Saxos Danmarks historie. Bind 1

Af Saxo (2000)
Læs mere
Reservér
  • Bog

Dagligliv i Danmarks middelalder : en arkæologisk kulturhistorie

(2004)
Læs mere