Lektørudtalelse

Forfatter: Maja Ellegaard-Petersen

Kort om bogen

En indlevende og vigtig antologi skrevet af danskere, som af den ene eller anden grund er eller har været udenfor arbejdsmarkedet. Alsidig, barsk og tankevækkende læsning. For voksne, som interesserer sig for andre menneskers vilkår

Beskrivelse

Personlige fortællinger i mange forskellige former; Facebookopslag, dagbogsnotater, sygdomsfortællinger og essays. Alle handler de om at være på forskellige former for overførselsindkomst, og hvordan man kan klare udfordringerne med at få pengene til at strække og den til tider endog meget vanskelige kommunikation med systemet samt de krav, der bliver stillet. Et system, der udviser meget lidt menneskelig forståelse - og laver mange fejl - er et gennemgående tema gennem de fleste indlæg. Redigeret af Dorte Hummelhøj Jakobsen, som har en række udgivelser bag sig

Vurdering

En vigtig udgivelse, der giver stemme til mennesker, som almindeligvis ikke får meget ørenlyd i samfundsdebatten. Den er velredigeret med varierede indlæg, og indlæggene er ærlige, hudløse og vedkommende

Andre bøger om samme emne

Bogen minder i sin fragmentariske stil om Er du der kommune? Det er mig, din klient, hvor der dog er tale om fiktive fortællinger. Stemmer fra jobkøen. [Bind 1] indeholder kortere udsagn omkring, hvordan det er at være på overførselsindkomst