Online Læsekredse

Online Læsekredse - se dem her

Vil du gerne have masser af lækker inspiration til nye læseoplevelser direkte på din telefon eller computer?

Til vores Online Læsekreds kan du sidde hjemme i din egen sofa og følge med, når vi livestreamer en book-talk via vores Instagram. Du kan se optagelserne af vores Online Læsekredse og finde litteraturlister nedenfor.

Romantasy

Drageryttere, shadow daddies og enemies to lovers – hvis disse begreber vækker genlyd hos dig, kender du sikkert allerede til Romantasy-genren, som inden for de seneste år har taget verden med storm. Hvis ikke, har du noget at glæde dig til! 

Vi kommer både omkring Rebecca Yarros’ internationale fænomen "Fourth Wing", den populære ACOTAR-serie og lidt nyere og mindre kendte skud på stammen til denne online læsekreds, hvor litteraturformidler Nete tager jer med ind i et medrivende og underholdende univers af romance og fantasy. 

Litteratur fra Japan og Sydkorea

Sydkoreansk og japansk kultur hitter; mange af os kender nok Netflix-hittet "Squid Game", Youtube-fænomenet "Gangnam Style" eller den vilde fankultur, der knytter sig til bands som BTS og Blackpink. Og på TikTok kan man se, at japansk litteratur lige nu får international opmærksomhed.

Og der er grund til hypen omkring Sydkoreansk og japansk kultur, ikke mindst når det kommer til bøger. Til denne online læsekreds er bibliotekar Heidi derfor rejseleder på en litterær tur gennem prisvindende, ubarmhjertig og finurlig litteratur fra de to lande. Undervejs kan I glæde jer til at høre om blandt andet " Yennom-Dong’s Smiley Laundromat", "The Convenience Store by the Sea" og mange flere spændende bøger fra Japan og Sydkorea. 

Cozy Crime

Er du til hygge, humor og mord — uden alt det blodige drama? Så skal du se med, når bibliotekar Heidi guider dig gennem cozy crime-genren, hvor opklaring af forbrydelser ofte går hånd i hånd med varme tekrus og excentriske landsbyoriginaler. 

Få tips til din læsning, grin med over de skæve karakterer og bliv inspireret til næste afslappende læseoplevelse, hvor du kan få mordgåder helt uden mareridt. 

 

Grimdark fantasy vs. klassisk fantasy

Er du til dystre skæbner eller heltemodige eventyr? Kom med, når bibliotekarer Nete og Jens kaster sig ud i fantasy-genrens evige showdown: Grimdark vs. klassisk fantasy! 

Vi nørder igennem med nye bøger, episke karakterer og diskuterer, om fantasyens verden virkelig altid så mørk — eller om der stadig findes plads til håb og helte. Perfekt til dig, der elsker magi, blodige intriger og stærke fortællinger. Hop med på skærmen og få masser af anbefalinger og inspiration. 

Link til PDF med litteraturliste


Graphic Novels

Graphic novels er en populær genre i stor udvikling – og det forstår vi godt! Her får du nemlig både vilde eventyr, skæve hverdagsdramaer og masser af fantastiske illustrationer.

Nete og Heidi deler deres absolutte favoritter til børn og unge; fra grin og action til hverdaghistorier, der rammer lige i hjertet. Perfekt til dig, der elsker både billeder og gode fortællinger – eller bare vil opdage, hvorfor graphic novels hitter så meget lige nu.

Link til PDF med litteraturliste

 

Følg os på SoMe


Følg os på Instagram eller Facebook for information om kommende litteraturtilbud og masser af inspiration.