Anbefaling: Giftig af Johanne Mygind

Johanne Mygind har en særlig forudsætning for at skrive netop denne historie, da hun er barnebarn af den tidligere driftsdirektør på Cheminova, som var ansvarlig for at udlede og dumpe det giftige processpildevand ved den berygtede Høfde 42 på Harboøre Tange. 

Romanens hovedperson hedder Nanna, og hun har gennem sit arbejde som dokumentarist fået øjnene op for, hvordan virksomheden Cheminova har præget hendes families liv gennem tre generationer og ikke mindst lokalsamfundet i Lemvig. Så da hun får job som huskunstner på Lemvig Museum og dermed chancen for at flytte til Lemvig slår hun til. Hun skal bidrage til at lave en udstilling om Cheminova. En udstilling, som både skal formidle virksomhedens store betydning for væksten i lokalområdet, men også den katastrofale miljø- og sundhedsmæssige virksomheden bærer ansvaret for.
Nanna har samtidig ambitionen om afdække familiens historie og morfarens ansvar i miljøkatastrofen og skrive en roman på dette grundlag. Det er fortællingens ene spor. 

Et giftigt forhold
Det andet spor i romanen handler om at Nanna kommer for sent til sin egen historie. René - en mandlig forfatter, der er født i Lemvig, men bosat i København, skriver en roman om Cheminova affæren og Lemvigs udvikling. Det viser sig at Nanna og René  har haft et kort forhold og i den anledning drøftet dette stofområde indgående. René får stor succes og den giftgule familie-roman bliver en bestseller, som Nanna støder på overalt. Nanna føler, at René har stjålet hendes (familie)historie og gjort den til sin egen...
Det er dette andet spor som binder historien sammen og herigennem vi lærer Nanna at kende. Hvilken virkelig person romanfiguren René bygger på, er også en del af den giftige fortælling. Det kræver ikke store informationsmæssige kompetencer at opklare dette.   

Kvinderne i historien
Romanens tredje spor er en feministisk kvindehistorie. Nannas mor var aktiv i rødstrømpebevægelsen, hendes mormor var gift med den  ingeniør som havde ansvaret for miljøkatastrofen ved Høfde 42. Det bringer begge interessante aspekter til historien.  Romanen giver igennem barnebarnets blik og mormorderens historie et interessant syn på den måde morfaren og hans øverste direktør ledede virksomheden og deres familier. Det er småt med velfungerende forhold i romanen og familien er også fuld af giftig fortielser. Talemåden "Gift er noget man tager, for at undgå at blive det  " passer godt på romanens ægteskab(er).  

Alle dele af historien fungerer sådan set fint. Det - lidt trivielle spor - personhistorien om tyveriet af en litterær ide, er en fint fungerende romanmotor, som driver handlingen frem.

Hvem havde ansvaret?
Men historien om miljøkatastrofen og placeringen af ansvaret for Cheminovas forurening er den centrale del af romanen. Problemet med at bygge denne historie ind i en fiktiv sammenhæng er, at spændingen i høj grad beror på, hvem der har og havde ansvaret for giftdepotet og den deraf følgende miljøkatastrofe og hvor meget de ansvarlige vidste om giften... Er man interesseret i den juridiske del af historien, så bør man nok konsultere et andet værk.  Men romanen skildrer stærkt det paradoks der er at elske et menneske, som man ved, har begået en utilgivelig forbrydelse

Mange ting fungerer fint i den giftige historie. Hvem har ansvaret for fortiden? Hvem har lov til at fortælle historien? Kan man have patent på historien, hvis man selv spiller en central rolle? 

Romanens gennemgående tema er historien om forsoning og tilgivelse. Nanna forsøger at forsone sig med morfarens fatale skyld og hun prøver også at tilgive sig selv, for at hun delte detaljer om bedsteforældrenes fortid i Lemvig med René.