Anbefaling: Lille Ane siger farvel

Jeg er fan af Ane Cortzen. Hun er en dygtig formidler, som formår at brænde igennem på tv-skærmen. Så det var med store forventninger, at jeg læste bogen "Lille Ane siger farvel - et portræt af en generation der blev væk"
Bogen er en  hybrid mellem en selvbiografi af den (for) pæne Cortzen og fem interviewportrætter af jævnaldrende kvinder. Bogen bærer undertitlen "Et portræt af generationen, der blev væk." og det klinger lidt af Kjell Abels drama "Melodien der blev væk". 
Men hvor Abels hovedperson har mistet livslysten og melodien i hverdagens trummerum, så er der ikke meget weltsmertz at spore hos Cortzen. Hun karakteriserer sin generation - ikke som tabt - men blot usynlige. Uden oprør og uden at tydelige markeringer og uden et solidarisk fællesskab. I hvert fald sammenlignet med  68'er generationens køns- og klasseopgør.  Det er bogens postulat - om det er rigtig, er jeg næppe den rigtige til at vurdere. Men det er ganske underholdende læsning. 

Generationsportræt?
Fælles for bogens udvalgte kvinder er, at de blev født i 70erne, var unge i fattig-80erne og blev mødre i det nye årtusinde. Men de har også det til fælles at de er relativ succesfulde, kunstnerisk begavede og velformulerede kvinder. 

Her synes jeg bogen har en grundlæggende svaghed i sin præmis. De udvalgte er Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg, Maya Albana, Rikke Rønholt og Karen Simonsen. Dygtige kvinder fra hvert deres felt og bogen giver gode eksempler på disse kvinders udfordringer, muligheder og kampe, men den er er samtidig fuldstændig blind for at netop disse personer er succesfulde og med stor både social- og kulturel kapital. De er  ikke repræsentative for en hel generation. Cortzens egen karriere eksemplificerer det godt. Hun har siden færdiggørelsen af arkitektuddannelsen  udelukkende været ansat i lederstillinger. 

Cortzens tese om at tilhøre en generation af målrettede, tilpasningsdygtige, kropsfikserede og vedholdende er genkendeligt, men at påstå at generationen også dermed skulle være usynlig - det synes jeg i hvert fald er svært at genkende.  
Som sagt - jeg er fan - men et generationsportræt - det er at stramme historien, mere end den kan tåle.   

Udsigten fra toppen
Cortzens udvalgte Xere repræsenterer generationen ved at sidde i toppen af den. Nu skal alting ikke partout være socialrealisme med kritisk potentiale, men portrættet af en generation ville have stået stærkere, hvis det også havde inkluderet kvinder med andre sociale baggrunde. Den sociale bevidsthed - klasseopgøret - som i hvert fald en del af 68er generationen besad - den spiller ikke nogen stor rolle for Lille Ane. Her handler det om den enkelte kvindes kamp for at til blive voksen i en kultur, der ikke hylder stærke kvinders uregerlighed og som accepterede en MeToo som normalt. Her kunne Corttzen godt have bidt mere til med nogle eksempler...

En anden tid
Men det der til gengæld er underholdende (og genkendeligt) at læse er kvindernes barndoms- og ungdomsminder, som udgør en fin mosaik af en anden tid, hvor børn skulle være selvstændige som Ronja Røverdatter. Og karakteristikken af senhalvfemsernes skønhedsidealer -  de tynde og lækre »pick me-girls« a la 90ernes supermodeller er også på godt og ondt genkendeligt.

Portrætterne af generation X kombineres så afslutningsvis med interviews af den nye generation. Men også her er udvælgelsen skæv. Det er børn af kultureliten, der interviewes  om den fjerde, feministiske bølge. Samira Nawa, Klara Lilja og Asta Maja Njor Boisen er børn af en ph.d., en kunstner og en journalist. Det er der ikke i sig selv noget forkert i - men at kalde det et generationsportræt - det er næppe retvisende - et kultureliteportræt vil være en mere passende betegnelse. Det er privilegieblindt men det er også et interessant og underholdende indblik i en generation der nok kæmper med at finde sig selv men ikke er blevet helt væk.