Læsehund på Skanderborg Bibliotek
Fra denne sommer vil det igen være muligt at læse med en læsehund på Skanderborg Bibliotek. Snart kan du møde Fica, der er en tillidsfuld og rolig Golden Retriever. Fica er certificeret som læsehund sammen med sin ejer Lotte Flugt.
Af Jarl
En læsehund er en venlig og børneglad hund, der lytter tålmodigt og interesseret til de bøger, barnet læser. Læsehunden har fuld fokus på barnet og hverken retter eller dømmer, hvis der læses forkert. På den måde er læsehunden med til at skabe en tryg og anderledes læseoplevelse, der styrker både læselyst og selvtillid. Målgruppen er børn med læseudfordringer i 1.-5. klasse. Det er børn, der har knækket læsekoden, men som mangler motivation til at træne deres læsning.
Læseteamet (hund og ejer) godkendes og certificeres til opgaven. De arbejder frivilligt på biblioteker og skoler, hvor de mødes med barnet. Her læser barnet højt for læsehunden i 20-30 minutter, og bagefter er der tid til at lege med hunden og give den godbidder. Barnet og hunden mødes én gang om ugen, og et læseforløb varer typisk seks uger. Det er ganske gratis at deltage, og når forløbet slutter, modtager barnet et diplom med et foto af sig selv og læsehunden, som anerkendelse af indsatsen.
Gør læseoplevelsen positiv
Børn med læseudfordringer har ofte nedsat læselyst og negative erfaringer med bøger og læsning. Derfor er det afgørende, at læsning opleves som noget positivt. Her kan en læsehund være med til at skabe nye og gode erfaringer med bøger og læsning. En læsehund tilbyder ro og nærvær, som skaber tryghed hos barnet.
” At læse for en hund på biblioteket er bestemt et givtigt alternativ til læsning i klassen eller derhjemme. Jeg oplever en glæde og et herligt samspil mellem barn og læsehund, som gør læsningen til en positiv oplevelse og dermed motiverende for den videre læselyst,” fortæller børnebibliotekar på Skanderborg Bibliotek Nanna Rømer Haubjerg.
Et forløb med en læsehund er et supplement til den undervisning og læsevejledning barnet modtager i skolen. For mange børn bliver forløbet et vendepunkt, der styrker både læselyst og skoleglæde. I mere end halvdelen af landets kommuner findes læsehunde, der alle består af en læsehund og en vejleder. Alle læseteams – som Fica og Lotte – arbejder på frivillig basis.
Fica er så klar til at læse med børn i Skanderborg, og finder du dette tilbud interessant for dit barn, kan du henvende dig jylland.laesehunde@socialtansvar.dk Derfra formidles videre til Lotte Flugt, som forestår de kommende aftaler. Se mere på www.laesehunde.dk
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
- Nanna Haubjerg, børnebibliotekar E-mail: Nanna.Haubjerg@skanderborg.dk
Foto: Lotte Flugt med læsehunden Fica (Skanderborg Kommunes Biblioteker)