Anbefaling: En mands krop

Jeg købte for nylig et løbeur og fyldte 50. Hvis du ikke ønsker at fokusere på din alder, så kan dén kombination ikke anbefales. Jeg har altid holdt af motion, men i kraft af det nyindkøbte grej, skal jeg nu forholde mig ikke blot til min fysiske alder, men også min såkaldte fitnessalder. Førstnævnte lader sig ikke påvirke - men fitnessalder, den afhænger af form, kost, søvn og et urs mere eller mindre mystiske algoritmer. Kunsten er ikke at lade tallet bør påvirke humøret, men jeg checker den nu alligevel....

Jeg kan dog konstatere, at min besættelse af fysisk formåen intet er at regne, i forhold til franske forfatter og forhenværende professionelle cykelrytter Olivier Haralambon ditto. I bogens åbning er han  taget på træningstur med en langt yngre, stadig professionel, aktiv- i-tour-de- france cykelrytter og forsøger efter bedste evne at hænge på - og styrter "så tungt som en værktøjskasse". 

At styrte ung og rejse som gammel
Det bliver indledningen på en interessant og almen menneskelig relevant refleksion over det at blive gammel. Bogen er kort, koncentreret mentalitetshistorie om den midaldrende mands idé om ungdommelighed og udødelighed. Håbet om at bevare sin fysiske styrke og funktion er vel genkendeligt for de fleste, men i forfatterens tilfælde forandrer det hans selvbillede fuldstændigt. Han går i et kort uopmærksomt øjeblik fra at være en mere end hæderlig atlet til at være en gammel, halvinvalid mand. 
Og det er hér bogen bliver almen interessant. For hvad er man(d), hvis ikke det, du har brugt det meste af sit liv på at forfine? Hvad bliver du så? Hvordan accepterer du at én etape er forbi? Hvordan kan du trods alt leve i det forfatteren betegner som »alderdommens forværelse«?

Forfatteren går på opdagelse i litteraturen og kunsten for at finde eksempler på, hvordan kroppen er beskrevet ikke blot som en aldrende natur men også som en forandring af skæbne og stil - en forvandling, en erfaring.  

Usentimental omgang med døden
Det er en fin, fin bog med bemærkelsesværdige refleksioner, som både rummer en accept af en dødelighed men også en ro, og en måde at håndtere det faktum, at afgrunden venter derude og at nedstigningen ikke bliver mindre stejl, som årene går. 
Så kunne man frygte en sentimental bog, som besang det forgangne, men det er nu heldigvis ikke tilfældet hos Haralambon. Stilen er nøgtern, undersøgende, forundret og konstaterende. 
Haralambon kommer sig næppe nogensinde fuldstændig af det voldsomme styrt, men den største forandring hos forfatteren var mentalt og det er i det mentalhygiejniske budskab at "En mands krop" har sin vigtigste budskab om ikke at lade (fitness) alderen definere dit liv.