Monsterbøger til Den Kæmpestore Læsedag
Når FN's Internationale Læsedag markeres den 8. september, bliver det i Skanderborg Kommune med en læsedag af de helt store. Årets tema er det grafiske udtryk, og elever på alle klassetrin kommer til at arbejde kreativt med illustrationer, fortællinger og figurdigte
Af Jarl
Som eksempel møder de yngste elever illustrator Mads Herman Johansen, der fortæller om arbejdet med bogen Ukendte monstre – 16 rim om sygt bizarre skabninger. Undervejs inviteres børnene til en fælles tegneworkshop, hvor de designer deres egne fantasifulde monstre.
Læs hele pressemeddelelsen her
Pressemeddelelse den 19. august 2026
Den Kæmpestore Læsedag samler kommunens skolebørn om læselyst
Når FN's Internationale Læsedag markeres den 8. september, bliver det i Skanderborg Kommune med en læsedag af de helt store. Faktisk så stor, at alle kommunens skoleelever inviteres med, dog allerede fredag den 4. september.
Det er fjerde år i træk, at Skanderborg Kommunes Biblioteker og kommunens skolebiblioteker går sammen om Den Kæmpestore Læsedag. Dagen er et fælles initiativ, der skal vække nysgerrighed, læseglæde og kreativitet hos tusindvis af børn og unge på tværs af kommunen.
At alle kommunens skoler deltager på samme dag, gør arrangementet helt særligt: “Noget af det stærkeste ved Den Kæmpestore Læsedag er, at vi skaber én fælles læseoplevelse for børn i hele kommunen. Uanset hvilken skole man går på, er man en del af et stort læsefællesskab, og det sender et vigtigt signal om, at læsning er noget, vi værdsætter og prioriterer,” fortæller børnebibliotekar ved Skanderborg Kommunes Biblioteker, Nanna Rømer Haubjerg.
Læsning skaber muligheder
Den Kæmpestore Læsedag afholdes som led i FN's Internationale Læsedag, der hvert år sætter fokus på læsningens afgørende betydning. Dagen blev etableret af UNESCO i 1965 og markeres verden over for at understrege, at læsefærdigheder er en grundlæggende forudsætning for både uddannelse, deltagelse i samfundet og personlig udvikling.
Mens dagen i Danmark sætter fokus på at styrke børns læselyst og læsekompetencer, minder den samtidig om, at mindst 773 millioner børn og voksne på verdensplan fortsat mangler selv de mest basale læsefærdigheder.
“Læsning handler om meget mere end at kunne afkode ord. Gennem litteraturen udvikler børn fantasi, empati, sprog og kritisk tænkning. Derfor er det vigtigt, at vi sammen skaber inspirerende læseoplevelser, der giver børn lyst til at læse mere,” udtaler børnebibliotek ved Skanderborg Kommunes Biblioteker Berit Brauner Bagger.
Illustration, rim og figurdigte
Årets tema er det grafiske udtryk, og elever på alle klassetrin kommer til at arbejde kreativt med illustrationer, fortællinger og figurdigte gennem online besøg af professionelle forfattere og illustratorer.
De yngste elever møder illustrator Mads Herman Johansen, der fortæller om arbejdet med bogen Ukendte monstre – 16 rim om sygt bizarre skabninger. Undervejs inviteres børnene til en fælles tegneworkshop, hvor de designer deres egne fantasifulde monstre.
På mellemtrinnet guider illustrator og forfatter Anya Winqvist eleverne gennem tre enkle tegneopgaver, som udvikler sig til deres helt egen lille bog. Samtidig fortæller hun om, hvordan illustrationer kan skabe levende fortællinger – også uden at være realistiske.
De ældste elever møder forfatter Hanne Dagmar Raabjerg, der med afsæt i bogen Papirhjerter introducerer eleverne til figurdigte og giver konkrete råd til at skrive kreativt med både ord og form.
Anerkendelse fra Statens Kunstfond
Programmet har i år modtaget støtte fra Statens Kunstfond, som har valgt at støtte honoraret til årets tre oplægsholdere.
“Vi er både glade for og stolte over, at Statens Kunstfond har valgt at støtte arrangementet. Det er en anerkendelse af, at kunst, litteratur og læselyst går hånd i hånd, og at børn fortjener møder med professionelle kunstnere og forfattere,” kommenterer PLC koordinator ved Skanderborg Kommune, Aksel Herholdt.
Et samarbejde, der gør en forskel
Den Kæmpestore Læsedag er blevet en fast tradition i Skanderborg Kommune og bygger på et tæt samarbejde mellem biblioteket og skolebibliotekerne. Sammen ønsker de at give børn positive læseoplevelser, inspirere undervisningen og vise, at læsning både kan være kreativ, fællesskabende og sjov.
Hvis du vil vide mere
På www.laesesporet.dk finder du info om den internationale læsedag – samt mange andre spændende materialer, tips og tricks omkring børns læsning.
For nærmere info omkring afvikling af Den Kæmpestore Læsedag i Skanderborg Kommune, kontakte da:
Aksel Herholdt, skolebibliotekskoordinator
E-mail: akse0018@skbu.dk