Anbefaling: Et godt plot af Jean Hanff Korelitz
- en litterær gåde, svøbt i et mysterium
Af Jarl
 
  Hvis der er ét krav, du som læser med rimelighed kan stille til en spændingsroman, så er det uforudsigelighed. Der skal være "Et godt plot", som du ikke umiddelbart kan gennemskue og som dermed kan drive læseoplevelsen. 
Det har romanen "Et godt plot" heldigvis - ellers var anbefalingen også slut her. Romanen handler om forfatteren Jake, som siden sin debut ikke har opnået nogen succes og derfor er endt som underviser på en skrivelinje på et mindre universitet. 
Her møder han en ung elev - Evan Parker-  som egentlig ikke er interesseret i undervisning men blot påstår at være i besiddelse af verdens bedste ide til et plot. Da Parker dør under tilsyneladende helt trivielle omstændigheder stjæler Jake ideen til plottet, skriver romanen, kalder den "Ran" og får sit store litterære gennembrud. Succesen er sikret indtil Jake modtager en e-mail med ordlyden "Du er en tyv". Nogen kender til Jakes historie og truer med afsløring og hævn for tyveriet. 
Kærlighed og trusler
Jakes forlag støtter ham - (og deres eget guldæg) men e-mail og beskeder på sociale medier tager til imens Jake forsøger at dele  sit nu temmelig succesfulde forfatterliv med en nyfunden kærlighed - den vidunderlige Anna, der er vært for et radioprogram i Seattle.
Meget er således på spil for Jake. Han skal opklare hvem ophavsmanden til disse trusselmails er, han skal skrive den svære efterfølger til romanen, han skal dyrke sin nyfundne kærlighed samtidig med, at han skal retfærdiggøre sin handling overfor sig selv. Det er svært at være succesfuld forfatter. 
Satirisk bid i en raffineret fortælling
Romanen er fundamentalt spændende (selvom man nok regner plottet ud undervejs) men historien rummer også en vis kritik af en forlags- og mediebranche, som skriger på succes og gode plots, og hvor de kreative kræfter ofres i kampen for merkantil succes. 
Det er en raffineret fortælling, hvor forfatteren Korelitz bruger romanen "Ran" som centrum for romanens fortælling. Romanen er en gåde i en historie, og det fungerer overraskende godt.
Sproget er fint oversat og det er en vedvarende spændende historie, som beskriver de omfattende konsekvenser af et litterært tyveri.
Den amerikanske forfatter Jean Hanff Korelitz har skrevet en række romaner, artikler, essays og dramatik.  
Se forfatteren Jean Hanff Korelitz fortælle om romanen
