Anbefaling: Den gamle mand og sælen af Jesper Wung-Sung

Hvis du har let til tårer og ikke vil græde i al offentlighed - så læs "Den gamle mand og sælen" derhjemme.

Af Jarl

Foto: Les Kaner 2024

Læs "Den gamle mand og sælen" fordi det er en både rørende og klog historie om demens, sorg og det universelle i at blive gammel. Børnebogen - for sådan er den tænkt- henvender sig til børn fra 8 års alderen og så i hvert fald op til næsten 50 år. Den handler om Jens som efter et langt liv er kommet på plejehjem, fordi han er blevet dement. Men Jens vil hjem til sit eget hus, og det han kender, for på plejehjemmet er alt fremmed for ham.  Så Jens går sin vej, hver gang han får chancen. Derfor får Jens en ven - robotsælen Johann, som er programmeret til at reagere på hans stemme og som har en hvid pels, der er rar at røre ved. Så den demente hjerne og den kunstige intelligens får fin forbindelse. Det er fint set. 

Fortiden spiller en rolle 
Det er igennem Johann vi får indblik i livet på plejehjemmet og Jens' fortid. Fortællingen rummer en overraskelse, som er en slags nøgle til Jens' liv. Den vil jeg ikke afsløre her. Wung-Sung formår på fascinerende vis at give en troværdig beskrivelse af, hvordan demens påvirker den dementes virkelighedsopfattelse, lyster og ønsker. Men han formår også at give et indblik i Jens' fortid og liv, hvad der gør hovedpersonen troværdig og fortællingen endnu mere læsværdig. 

Titlen "Den gamle mand og sælen" spiller naturligvis bold med Hemingways klassiker "Den gamle mand og havet" og måske deler de også lidt et tema om ikke at overgive sig til alderdom, sygdom og død uden kamp.  

Bogen har fat om nogle tunge tematikker som sorg, selvmord og demenssygdom og derfor skal den nok læses sammen med en voksen. De voksne må gerne læse den selv - men bogen er et "Memento Mori", så det er anbefalelsesværdigt at have en ven, kæreste eller ægtefælle  i nærheden :-). 

Bogen er flot illustreret af den prisbelønnede, norske illustrator Stian Hole.