Anbefaling: Oostende 1936

- sommeren før mørket faldt på

Af Jarl

De to østrigske forfattere - Stefan Zweig og Joseph Roth var venner. Begge jøder men ellers et umage par. Zweig med den privilegerede opvækst i Wiens overklasse, Roth fattig barndom i Brody - en relativ ukendt afkrog af det Østrig-ungarske rige. I 1936 er nazisterne ved magten og nu er Roth gået fra at være en vellønnet og respekteret journalist til at skrive fremragende romaner, som kun få læser, før de bliver forbudt og brændt af nazisterne. Zweig derimod har en vis succes med sine skriverier og har for længst vundet litterær anerkendelse f.eks. med romanen "Amok". Begges bogsalg trues dog af forlag og bogmarkeder, der ikke tør markedsføre forfattere, som ikke er på linje med partiet. 

Det er disse to forfatteres relation, som er temaet for Weidermanns fantastiske lille roman "Oostende 1936 -sommeren før mørket falder på". Romanens titel er også navnet på den belgiske badeby, hvor de to ferierer. Stefan Zweig er ledsaget af sin unge sekretær, Lotte Altmann,  Joseph Roth møder her den smukke ikke-jødiske forfatter Irmgard Keun, der frivilligt har forladt Tyskland i afsky for nazismen.  De indleder et vellykket forhold - de har to store fælles passioner: romanskrivning og umådeholden druk. 
Det er denne kvartet, som Volker Weidermann lader os opleve stemningen - denne skæbnesvangre sommer - igennem. De fire nyder samværet og dyrker den æstetiske livsførelse - på grænsen til det decideret dekadente.  Men hele tiden med den viden, at det Tyskland de kender, elsker og som indtil nu har været en tryg base - er definitivt tabt. Det er denne modsætning, som skaber bogens dystre stemning og drive. Romanens stil kan bedst betegnes som impressionistisk og det klæder historien. Den lille badeby præges af en stadig strøm af gæster, som har forladt Tyskland og nu kan berette om stadig mere groteske overgreb og terror fra nazisterne.  

Bogen er en elegant skrevet semibiografisk roman, som både kan læses for det gode sprog, for stemningen og for det indblik den giver i europæisk (litteratur)historie. 

Om Volker Weidermann

Icon Description

Volker Weidermann (f. 1969) var i mange år vært for Tysklands mest sete litterære tv-program, Das Literarische Quartett. Siden 2021 har han været chefredaktør hos Die Zeit for kultur- og bogtillægget. Han er pt. ansat hos Frankfurter Allgemeine.