Anbefaling: Skyggen foran mig af Kim Fupz Aakeson
Af Jarl
Hvad er det mest utilgivelige, du kan foretage dig? Den unavngivne hovedperson i Kim Fupz Aakesons nye bog er en midaldrende mand - kaldet Paven. Han er netop blevet løsladt efter at have afsonet en dom på 12 år for drab på sin hustru og mor til deres fælles søn. Han flytter ind hos en gammel ven, men det er også det eneste rigtige holdepunkt, han har. Den frie verden er et voldsomt virvar af muligheder og med kroppen fuld af skyld, sorg, skam og savn er det svært at finde fodfæste.
Bodsgang på Caminoen
Han følger derfor fængselspræstens gode råd "Gå en tur på Caminoen".
Det starter som en bodsgang men snart møder han gode mennesker nemlig ægteparret Henning og Ingrid og ikke mindst enken Kisser og langsomt bliver der lys i livets mørke.
Det lyder banalt - hvad det også er - men historien er fortalt således, at læseren kun stykke- og gradvis får sandheden om et ægteskab, og en hverdag, som er så fuldstændig afsporet af alkohol- og pillemisbrug, at det munder ud i drab og dom på 12 år.
For hvad former et menneske? Hvilke stykker består et liv af? og hvilke valg er de vigtigste? Aakeson lykkes med en eksistentiel fortælling med nogle vedkommende menneske- og miljøskildringer og med en sans for detaljen, som gør både kakkelbordet i provinsen og vablerne fra vandringen vedkommende.
Aakeson skriver nogle prægtige replikker, der velvalgt bruges til at karakterisere personerne - både inden og uden for fængslet, Få greb der gør, at personerne står tydelige og menneskelige.
Ud af skyggen
Nu kan man ikke som dansk forfatter titulere sin roman noget med "Skyggen", uden at man derved taler med litteraturhistorien og H.C. Andersen. I Andersens eventyr fra 1847 taber hovedpersonen fuldstændig sin identitet til sin egen skygge. Jeg synes, det giver et fint perspektiv på Aakesons historie. Hovedpersonen har siddet 12 år i skyggen, men i løbet af historien skabes en lille mulighed for at træde ud og skabe en ny identitet. Fortidens gerninger behøver ikke at determinere din skæbne - der er et håb.
Et håb om tilgivelse af sin søn, af den dræbtes søster og ikke mindst af sig selv.
Det er en langsom bog men en bog med retning - og det skyldes ikke mindst Aakesons stacatoagtige skrivestil som gør, at man lige skal have det næste afsnit med for at finde ud af, hvordan det går med Paven på Caminoen.
Det er en roman med en tung tematik om tilgivelse, venskab, kærlighed og identitet men skrevet på en let måde. Det er hvad litteratur kan, når det er bedst!
"Skyggen foran mig" rejser spørgsmålet: Hvad stiller vi op med de mennesker, som har siddet i fængsel? men stiller også skarpt på hvordan det enkelte menneske kan blive fri af fortidens skygge.