Anbefaling: Terræn af Jesper Stein

Jesper Stein har et sympatisk projekt. Han beskriver de udfordringer manderollen har i det senmoderne samfund. I den seneste roman hedder manden Kaspar Holst og er forfatter. Da vi møder ham, har hans forlag sendt ham på skriveophold på Klitgården. Her skal han få styr på den svære to'er - som skal efterfølge hans succesfulde debut. 

Kulørt persongalleri
Men det er noget bøvl - for koncentrationen fejler ikke mindst fordi han deler ophold med et kultørt persongalleri. En snakkende professor alfahan - kaldet Kåre, et udvalg af kreative kvinder samt professorens unge assistent - Fie.   Der er lagt op til et kammerspil, hvor deltagerne cirkulerer omkring den fascinerende professor - som i Steins prosa fremstår som en floskeltynget karikatur, som dog formår at forstyrre roen på refugiet - både med sine enetaler, samtalesaloner og sex sessioner med den unge assistent. Hertil kommer et udvalg af middel aldrende kvinder som også - med en enkelt undtagelse - er mere eller mindre  fascineret af professoren.  

Forfatter i krise
Det er i dette miljø Kaspar forsøger at skrive sin dystopiske sci-fi roman, som skal foregå i 2040, tre år efter at store storme har ødelagt verden. Der er godt med undergangstoner på spil men desværre for Kaspar så er det selve romanen, der går under i distraktioner. Kasper bliver så fascineret af det lokale kammerspil, at han slet ikke magter at være kreativ. 

Steins prosa fungerer til gengæld godt i kraft af modsætningen mellem den stadig mere handlingslammede Kaspar og den vanvittige, men tilsyneladende dybt fascinerende Kåre. 

Satirisk blik på den kreative klasse
Steins mening med galskaben kan man naturligvis diskutere, men for denne læser fremstår "Terræn" som en satirisk fremstilling af den kreative klasse og de krampagtige manøvrer den konstant må iscenesætte for at opretholde illusionen om at have betydning,  indflydelse og - ja - eksistensberettigelse. Portrættet af professor Kåre er vanvittigt morsomt. Kåre er en mand, der giver svar på tidens største udfordringer med udgangspunkt i tilknytningsteori, indianske dødsritualer og dna-prøver fra stenalderen men præsenterer dem i en så floskelbelagt prosa at han fremstår som en karikatur. 

Det er svært at være mand
Kasper liv på refugiet er én lang kamp. Kaspar kæmper med teksten og forfatterambitionerne, han kæmper med selvværdet, han kæmper for at blive set og så kæmper han også for klimaet. Det skulle være rigeligt for de fleste og er i hvert fald mere end Kasper magter. 

Kampen foregår også mellem kvinderne på Klitgården. (Det navn er næppe heller tilfældigt) Kvinderne kæmper også for anerkendelse og for at blive set af hinanden og mændene. De kæmper for klimaet (men kun teoretisk), for når muligheden for en kødrig middag på det lokal hotel byder sig, holder ingen af gæsterne sig tilbage. Det er ren satire. 

Det er svært at være til - og det er særlig svært at være mand, hvis man hedder Kaspar og i egen selvforståelse ikke ligger øverst i hierarkiet, men dog er svært fascineret af Kåre, som tilsyneladende har nem adgang til alt det Kaspar ønsker sig - litterær succes og succes hos det modsatte køn. 

Det kunne være en anstrengende roman - men Steins prosa er letflydende og han har blik for det satirisk humoristiske og det gør at romanen fungerer godt og er let læst. "Terræn" er en vellykket selvstændig opfølger til forfatterens "Lejr" 2025 og en lige så raffineret roman om de kulturelle koder og den subtile sociale kontrol i det terræn som er befolket af den kreative klasse.