Anbefaling: Gittersee af Charlotte Gneuss
Tilbage til DDR
Af Jarl

Debutromanen udkom på dansk i slutningen af 2024 og havde forinden vakt en del debat i hjemlandet. Ikke kun pga. indholdet men der blev især diskuteret om en forfatter, der er født i 1992, må skrive erindringslitteratur om nogle af traumerne i den nyere tyske historie nemlig DDR tidens kontrol.
Det har Charlotte Gneuss i hvert fald gjort. Gneuss, er barn af DDR-flygtninge, og formår at formidle følelsen af at leve i en politistat så overbevisende, at det næsten er som at være der selv.
Omsorgssvigt og en fortid spøger i Gittersee
Romanen foregår i landsbyen Gittersee i Sachsen, hvor hovedpersonen 16-årige Karin bor sammen med sin alkoholiserede far, sin deprimerede mor og en bedstemor, som synes at alt var bedre under nazismen. Hertil kommer så lillesøsteren kaldet "Lille", som Karin har det primære ansvar for.
Karin har en kæreste - Poul - eller det vil sige han er flygtet til vesten - har begået republikflugt - men hvordan?. Dét er motoren i romanens handling. Hvordan slap Paul væk? Hvor er han nu? og vil han forsøge at få kontakt til Karin. Karin længes efter ham, er stadig forelsket og har også teenagerens uforløste begær at tumle med. Det er svært at være teenager. At være teenager i DDR er endnu mere besværligt. For systemet æder sine egne. Det er én af bogens pointer og da Karin kontaktes af den lokale Stasi mand Wickwalz overtales hun til at blive meddeler for systemet. Det er coming-of-age under svære forhold.
Et ramponeret kvindeliv
Således får Gneuss portrætteret et ungt kvindeliv, som er ramponeret af både systemet, en ulykkelig forelskelse og et kæmpe omsorgssvigt. Karins mor har forladt hjemmet og flyttet ind hos en veninde i Dresden.
Familien er dysfunktionel og uden kærlighed. Den har systemet ødelagt er romanens pointe. I DDR var frygten for staten så nærværende, at den havde effekt helt ind i de nærmeste relationer. Dén historie er velkendt men Gneuss fortæller den fra ungdommens perspektiv.
Erindringslitteratur
Erindringslitteratur er i Tyskland en særlig genre - og det hænger naturligvis sammen med den voldsomme historie landet har. Derfor er det også naturligt at en roman som "Gittersee" vækker debat men spørgsmålet bør ikke være om en forfatter på 33 år må skrive om en fortid, hun ikke selv har oplevet - spørgsmålet bør være - "Hvorfor kan en roman som Gittersee stadig være relevant 35 år efter DDR systemets sammenbrud? "
En knugende læseoplevelse
Gneuss har et skarpt blik for detaljen og stemningen i beskrivelsen af de hverdagssituationer som udgår romanens krop men hun bryder disse op med sekvenser fra Karins natlige drømme. Det gør at man konstant er lidt i tvivl om hvad der er sandt, hvad der er falskt, hvad har vi oplevet, hvad har vi kun forestillet os. Diktaturets øjne ser alt, men hvor meget af det der foregår er hallucinationer fra et umenneskeligt pres - er uklart. Dét er en af romanens forcer.
Romanen er stærkest skildringen af et ungt kvindeliv der er stækket af DDR-systemet, en ulykkelig forelskelse og et liv i en familie som er præget af omsorgssvigt. De enkelte elementer i fortællingen er velvalgte og spiller stemningsmæssigt godt sammen så resultatet bliver en knugende læseoplevelse. Fortællingen om at leve i et undertrykkende regime er evigt aktuel, og demokrati kan aldrig tages for givet.
Om Charlotte Gneuss
Charlotte Gneuss (f. 1992) er en prisbelønnet tysk forfatter, født i Ludwigsburg i Baden-Württemberg. Hun har studeret (litteratur og drama) i både Dresden, Leipzig og senest i Berlin, hvor hun bor og arbejder som dramatiker. Charlotte Gneuss’ familie stammer fra Dresden, hvor hun er blevet udnævnt til Stadtschreiberin (byforfatterinde). Hendes forældre forlod DDR et halvt år før Murens fald.
Romanen Gittersee er belønnet med både "Jürgen Ponto Foundation Literature Prize" og "the Aspekte Literature Prize".