Anbefaling: Tavs vrede af Ida Axelsson & Åsa Bonelli

En velskrevet start på en ny svensk krimiserie med et atypisk makkerpar.

Af Jarl

Den svenske samfundskritiske krimi er som bekendt ikke nogen ny genre. Siden Sjöwall og Wahlöö lancerede hovedpersonen Martin Beck i romanen "Roseanna" i 1965 har formlen været kendt, brugt og varieret i det uendelige. But if it ain't broken...
Forfatterparret Ida Axelsson og Åsa Bonelli føjer måske ikke afgørende nyt til genren, men de har med "Tavs Vrede" skrevet en velfungerende krimi med et par vedkommende og underholdende hovedpersoner.  Den ene er den ambitiøse journalist, Billie Karlsson, som har haft et enkelt scoop med sin krimi podcast og nu forsøger at forfølge succesen. Da en 16-årig pige, Emma Rosenberg, findes dræbt af skud i ryggen, tager Billie afsted for at se om der er stof i sagen til en afsnit i podcasten.  
Mordet - for et sådant er der naturligvis tale om - er begået i en lille by i Värmland. Den er farverigt befolket (her er lidt Twin Peaks vibes) med nogle farvestrålende eksistenser. Nogle venlige, andre neutrale og en fraktion bekender sig nynazismen. Miljøet er vældig godt beskrevet og i et mere mindre eksplicit samarbejde med den lokale betjent, Henrik Holm, forsøger Billie at opklare mordet som muligvis har relation til det neo nazistiske miljø. Så Billie begynder at dukke op til fester i denne forsamling og skaffer på den vis in-side viden. Som spændingsmotor i romanen fungerer det fint. 
Mordet viser sig at være relateret til et andet tragisk dødsfald i et nærliggende stenbrud, seks år tidligere. 
Forfatterne er gode til at skrive spændende scener - romanen fremstår meget filmisk i sit udtryk og det fungerer godt. Personerne - og der er en del - kunne nok være mere nuanceret skildret - visse kommer til at fremstå som klicheer, men for historien betyder det ikke det store.      
Romanens primære mål er tydeligvis at underholde, men samtidig formår den også at skildre nogle miljøer som virker tilpas realistiske (og truende) at der rettes en brod imod sammenhængskraften i det svenske samfund.  
"Tavs Vrede" udkom i 2024 på dansk og efterfølgeren "Ingen vej tilbage" udkom sidste år.