For alle

Fake Reality?

Tid
14:00 - 15:00
Sted
Skanderborg Bibliotek
Parkvej 10,
8660 Skanderborg
Er det polerede og redigerede liv vejen til lykken?

Hvad sker der egentlig, når 3.e fra Skanderborg Gymnasium og Biblioteket stikker hovederne sammen til Folkefest for Demokratiet? Det kan man opleve, når gymnasieeleverne inviterer et panel til debat om realitystjerners og influenceres påvirkning på unge og deres mindre søskende. For hvornår er man gammel nok til at gennemskue det redigerede? Og hvor meget ansvar skal den enkelte influencer pålægges?

I en verden hvor looksmaxxing, uendelig mange realityprogrammer og influencere er en del af de unges virkelighed kan det være svært at gennemskue, om lykken findes i reality og influencerplatforme. Kan man altid blive influencer? Og er en uddannelse så overhovedet vigtigt? Og hvad sker der i et samfund, hvor alle prøver at optimere sig selv? Det finder vi ud af, når et panel debatterer Fake Reality og unges vej til succes. 

Paneldeltagere:

  • Viktor Vejleskov: Kendt fra Paradise Hotel 2026. Er en del af den nye trend looksmaxxing og har bl.a. fået rettet tænder, opereret ører og modtaget såkaldte vampyrbehandlinger.
  • Anna-Bertha Heeris Christensen: Assistant Professor ved CBS. Har lavet flere undersøgelser af arbejdslivet, vilkårene og identitet for influencere. Vandt i 2026 Dansk Markedsførings pris som årets marketingforskningstalent.
  • Helena Artmann Andresen: Folketingsmedlem og Børne- og undervisningsordfører for Liberal Alliance. Bruger selv TikTok som platform for politiske budskaber. 

Sebastian Kanani vil på sin humoristiske facon styre ordet i en time, hvor alt kan ske. Sebastian Kanani er journalist og nok bedst kendt fra den populære satire-podcast ”Langt fra Løgnen”, som ugentlig tager aktuelle politiske emner op, og som tidligere reporter i ”Tæt på Sandheden”. 

 

Debatten er en del af Folkefest for Demokratiet. Du kan finde det fulde program for dagen her.