Anbefaling: Dybet af Michael Katz Krefeld

Nogle gange spiser jeg en tilfældig pose lakrids på en halv time. Jeg åbner posen, og kværner indholdet i en uopsættelig stime indtil posen er tom. Oplevelsen går lige i hjernens belønningscenter, men kan også give mavepine. 
På samme måde har jeg det med Katz Krefelds roman "Dybet". Det handler om tilgængelighed, umiddelbar tilfredsstillelse og det kan være nærmest umuligt at stoppe, når man først er i gang. 
 Romanen er 4. selvstændige bind i Krefelds serie med privatdetektiven og ex-politimanden Thomas Ravnsholdt  - kaldet Ravn.

Ondskaben lurer
 Ravn opsøges en dag af tidligere kriminel, som i sin tidligeste ungdom i 1993 var indblandet bortførelse og mord på en 3 årig pige på den københavnske vestegn.  Klienten hedder Morten og spillede efter egne ord ikke den store rolle i mordet, men det gjorde kammeraten Kasper. De fik begge en ny identitet efter den grufulde hændelse, men nu frygter Morten at Kasper er på spil igen... 
Morten har nemlig læst aviser og medbringer en bunke udklip som indikerer at en række kriminelle handlinger er udført af  hans gamle skolekammerat. Ravn er ikke overbevist men tager naturligvis sagen. Det umage makkerpar Morten og Ravn  efterforsker en række hændelser og udforske det "Dyb" som udgøres af en morders sind. Romanen skifter synsvinkel så nogle kapitler får man en flig af morderens synsvinkel - det er vældig effektfuld men også ret brutalt. 

" Dybet" er en selvstændig del af en serie, hvor "Afsporet" handler om trafficking, "Savnet" om ekkoer fra DDR og Stasi, og "Sekten" om dommedagssekter.

Genkendeligt miljø 
Krefeld har et blødt hjerte for skæve eksistenser og samfundets bagsider - Dybet er også de (tidstypiske) internetcafeer med utilpassede drenge og de unge drenge, som ikke har noget egentligt tilhørsforhold og derfor fordriver kedsomheden med rapserier i vestegnens storcentre.  Den del af romanen fungerer rigtig godt og giver dybde til personerne uden dog at forfalde til "det er samfundets skyld...."  

Kræver en stærk mave
Krefeld er en dygtig håndværker og formår at skrive troværdige hovedpersoner frem og få dem til at agere naturligt i et realistisk plot. Men Krefelds store styrke - og det er hér mavepinen opstår -  er Krefelds flair for spektakulær, udpenslet grafisk vold. Det er bloddryppende, voldeligt og meget effektfuld.  Jeg er ikke ubetinget fan - jeg æder det som lakridser, men indimellem giver det altså mavepine. Det er meget effektfuldt og giver romanerne kant, og litteratur som kan gøre en fysisk dårlig har bestemt et potentiale.