Fagbogsfredag: Menneskeetik af Svend Brinkmann

Hvad skal der til for at være et godt menneske? og hvordan bliver man god til at arbejde med mennesker? Det er som vanligt de store spørgsmål som Svend Brinkmann stiller. Med bogen "Menneskeetik" forsøger han også at give nogle praktiske svar. Bogen er knapt et år gammel og er tænkt som en brugsbog for mennesker, der arbejder med mennesker.

Hvad er menneskeetik?
Brinkmann har opfundet et begreb til lejligheden og vil med ordet menneskeetik "signalere at en oplyst tilgang til etiske spørgsmål i dag må forudsætte viden om mennesker og deres natur" 

Brinkmann er optaget af idéhistorie, og det er et solidt afsæt for dannelsen til at blive et godt menneske. Bogens hovedspørgsmål er det på en gang simple men dog komplekse: Hvad skal der til, for at vi bliver gode til at være mennesker? Og hvordan kan denne viden bruges af de professioner, der arbejder med mennesker? Det er m.a.o. også et forsøg på at formulere en professionsetik. Brinkmanns eksempler kommer fra medicin og psykiatrien men mange af overvejelserne kan sagtens overføres til andre professioner såsom lærer- og bibliotekarfaget.

Brinkmanns beredskab
Brinkmann har en varieret værktøjskasse og vi den indeholder elementer fra både en kristen dydsetik, den oldgræske filosofi, mere moderne idehistorie og naturligvis psykologi. Han sætter både Aristoteles, Kant, Arendt, Løgstrup og Habermas i spil. 
Brinkmanns ambitioner er dog større end blot en brugsbog med et sympatisk motiv. Projektet er også at give os troen på det  almenmenneskelige tilbage i en verden, hvor det enkelte mennesker synes mest optaget af at realisere sig selv eller at føle sig krænkede som identitetsgruppe. Brinkmann vil med dette afsæt i humanismen give nogle  perspektiver på en ny professionsetik, som han finder nødvendig, fordi individualiseringen er blevet (for) fremherskende.  

Brinkmans menneskeopfattelse sammenfatter han meget fint i denne sentens - "Vi er mennesker som alle andre, medlemmer af bestemte fællesskaber som nogle andre og enestående individer som ingen andre". Brinkmanns budskab er, at (post)moderniteten har betydet at vægten er skiftet fra det første led til det sidste. Fokus er primært på mennesket som individ med rettigheder - ikke på fællesskabets og dets forpligtigelser. 

Kritik af tidens tendenser
Bogen er velskrevet og meget sproglig tilgængelig med løbende sammenfatninger og perspektiveringer. Det er godt for Brinkmann tager afsæt i antikkens filosoffer og bruger disse til en kritik af nutidens fokus på individualitet og identitetspolitik og her kunne man frygte et højt lix tal - det er ikke tilfældet. 
Brinkmann er bekymret for om den individuelle jagt på selvrealisering og identitet underminerer det almenmenneskelige og dannelsen. Det er ikke noget nyt budskab fra Brinkmann og med budskabet om almen dannelse og fælleskab løber han da også åbne døre ind hos denne læser. 

Dannelse - ja men hvordan?
Det er en bog med både udsyn og indblik, men jeg savner, at forfatteren blev mere konkret:
Hvilke institutioner skal f.eks. stå for dannelsen? Hvad kræver dannelsen af skolen, familien, kulturen (biblioteket) og den offentlige samtale? Hvordan møder vi mennesket med omsorg og interesse. Både dem der ligner os og de fremmede, vi ikke umiddelbart føler noget for? Hvordan får vi (gen)skabt en praksis for samtalen? 
Behovet er rigtigt og åbenlyst -  medierne er fulde af historier om et samfund i konflikt og splittelse, som nok kunne have glæde af en samtale. Men hvordan? Svaret kan næppe gives enkelt og Brinkmann afstår fra forsøget - men peger dog på den antikke dydsetik som et muligt sted at lede efter svar. 

Denne læser vil også (for egen regning) pege på litteraturen som et redskab til mellemmenneskelig forståelse og biblioteket som et rum for denne samtale.