Fagbogsfredag: Regang Vest
- demokratiets sidste bastion
Af Jarl
Regan Vest var under den kolde krig Danmarks bedst bevarede hemmelighed. Et anlæg, der i tilfælde af at den kolde krig blev varm, skulle huse regeringen, dronningen og en lang række andre personer såsom læge, præst, sygeplejersker, politi, embedsmænd, journalister, vagtmandskab, reparatører mv. der blev anset for nødvendige for at opretholde et mini samfund under en ekstrem situation.
Fascinerende fotos
Heldigvis blev det aldrig aktuelt og nu er anlægget et meget besøgt museum i undergrunden under Rold Skov. Bogen "Regan Vest - demokratiets sidste bastion" er en flot illustreret fagbog, som på et lettilgængeligt niveau introducerer anlægget og den historiske kontekst. Bogen er ganske underholdende for den historieinteresserede læser og budskaberne bæres primært af det flotte billedmateriale. Det er forunderligt at betonkonstruktioner og interiør fra 1980erne kan fremstilles fascinerende - men det er lykkes fotografen Lars Horn.
Historien er i detaljen
Og så er der også meget fascinerende historie i detaljerne - som f.eks. fotos af køjesenge, videofilm, hæfteplastre og alt andet tænkeligt, beboerne kunne få brug for under opholdet. Velkendte objekter i et helt unikt miljø.
De flotte fotos suppleres med letlæste afsnit om f.eks. selve anlæggets etablering, dets hemmeligholdelse og indretning, kommunikationsfaciliteter og planer for hvordan selve arbejdet skulle foregå i bunkeren.
Indrømmet skal man som læser nok være koldkrigsinteresseret, men at dømme efter efterspørgslen på museets rundture i anlægget, er der også mange sådanne læsere til denne bog.
Som læser kan du ikke undgå at fascineres over, at der kunne eksistere sådan et sted i Danmark, uden at den brede befolkning anede noget om det.