Fagbogsfredag: Genskabt
- teknologiens løfte om evigt liv
Af Jarl
En filosofisk tilgang til AI
Brugslitteraturen om AI er mangfoldig men i den seneste tid er der også udkommet bøger om AI med et mere filosofisk tilsnit. En sådan bog "Genskabt", som udkom i september. Den er skrevet af journalisten Marie Høst og ai-professor Anders Søgaard og de forholder sig nysgerrigt undersøgende, frit og filosofisk til, hvordan AI påvirker vores forhold til døden og drømmen om det evige liv.
Der er flere aspekter af den sag - f.eks. diskuteres om sorgrobotter i fremtiden kan give kunstig digitalt liv til afdøde kære?
Der er åbenbart allerede et marked for sådanne tilbud i bl.a. Sydkorea. Du køber en AI agent, en avatar, en chatbot som skræddersyes med data, breve, videooptagelser, fotos osv. af en slægtning og tanken er så at interagere med denne Ai agent som en virtuel men virkelighedstro substitut for den afdøde. I dag er teknologien så avanceret, at de virksomheder som leverer disse ydelser, kun har brug for 30 sekunders optagelser for at skabe en vellignende avatar. Det rejser en del både praktiske og etiske spørgsmål. F.eks. om AI agenten fortsat skal udvikle sig og altså simulere levet liv? Der aktualiseres i forbindelse med et tilbud til forældre til terminalt syge børn.... og nu vi taler om døden - hvor langt et liv skal en AI agent så have?
Hvad har kunstig intelligens med død og sorg at gøre?
Bogen er opbygget med afsnit, hvor forfatterne i dialog reflekterer over et kapitels tema. F.eks. om de selv ville overveje at genskabe en afdød vha. en avatar? Hvilken betydning har det for sorgprocessen, hvis man har en avatar af den afdøde at forholde sig til?
Grundlæggende er bogens spørgsmål - hvordan kan AI teknologi påvirke død og sorg? Hvordan vil AI påvirke mennesket psykologisk, når det tilføres et menneske i sorg? Er brugen af AI i sorgarbejde blot en naturlig forlængelse af menneskets evige trang til at optimere, forhandle med døden og undgå glemsel?
Bogen er meget pædagogisk i sin tilgang og sprogmodellernes rationale, indstillingsmuligheder og potentiale som sorgrobotter forklares. "Genskabt” forudsætter ikke nogen forståelse af teknikken bag og kombinationen af techjournalistens Marie Høsts formidling af det tekniske med AI-forsker Anders Søgaards filosofiske tilgang resulterer i en bog, som er overraskende og givende, svær at lægge fra sig og som vækker til eksistentiel eftertanke.