Anbefaling: Bomben af Alcante
- opfindelsen af verdens værste våben
Af Jarl
Da atombomben over Hiroshima blev kastet den 6. august 1945, var det kulminationen på det verden skulle komme til at kende som Manhattan projektet. Det var også afslutningen på 2. verdenskrig, det var en teknologisk og videnskabelig bedrift og naturligvis en menneskelig katastrofe.
Det er historien, som den bliver fortalt i den imponerende graphic novel "Bomben". Teksten er af Didier Swysen aka Alcante og L.Bollee og illustrationerne er af Denis Rodier, han har bl.a. illustreret Batman for D.C. Comics.
Det er et massivt værk på knap 500 sider, og som læser skal du investere din opmærksomhed. Både fordi illustrationerne indbyder til opdagelse, men især fordi historien er kompleks og bliver fortalt fra flere vinkler. Historien tager udgangspunkt i det amerikansk-ledede atomvåben-program, som gennemføres under tophemmelige omstændigheder i Los Alamos i kapløb med russerne, men naturligvis også i kapløb med det nazistiske Tyskland. Fortællingen rummer mange historiske facetter - vi kommer forbi tungtvandsfabrikken i Norge og ind i statskontorerne i Moskva, London, Berlin og Washington.
Der er mange hovedpersoner i fortællingen - Oppenheimer, General Groves og en japansk familiefar er alle centrale figurer, som får lov at fortælle deres del af historien om Bomben. Det er et godt greb - som læser veksler du dermed mellem fascination af det videnskabelige projekt, samtidig med at du kommer ind under huden på en japansk familie, som i sagens grumme natur kommer til at opleve bomben på allernærmeste hold.
Velvalgt fortæller
Forfatterene har begået den genistreg at lade bomben være så central i fortællingen at den historiens fortæller. At give bomben sin egen stemme er meget virkningsfuldt. Den længes ligefrem efter at opfylde sit formål, i samarbejde med de amerikanske generaler og den internationale samling af videnskabsfolk. Et formål der beskrives som "At skabe fred". Det er velformuleret satire uden at være sjovt. Dertil er det for grumt. Det er også herigennem at "Bomben" reflekterer over sit eget tema og konstaterer at alting har en pris. Politisk, kulturelt, menneskeligt.
En detaljeret historie
Værket imponerer også ved at være detaljeret - både i tegningens men også fortællingens (grufulde) detaljer. Bombens konsekvenser i Japan kommer næppe bag på læseren, men at selve udviklingsarbejdet og de deraf følgende eksperimenter også havde voldsomme menneskelige konsekvenser - det var nyt for mig. Forarbejdet til bomben inkluderede nemlig flere "videnskabelige" eksperimenter udført in vivo - på udvalgte amerikanske forsøgspersoner, som ikke fik noget at vide om de ofte fatale konsekvenser ved forsøgene. Så sidder du der som læser og bliver forarget - og samtidig forundret over, at det er nemmere at forbinde sig følelsesmæssigt til en uvidende amerikansk forsøgsperson, end til de over 100.000 japanske ofre for bomben i Hiroshima. Men det er bombens historie - ikke ofrenes.
En veldisponeret historietime
Historien om bomben er (undskyld udtrykket) både fængende og tilpas kompleks fortalt til, at læseren har oplevelsen af at få hele historien serveret. Den er som nævnt meget godt tegnet og tegneserieformen er velvalgt til den dramatiske men altså også komplekse historie.
"Bomben" kræver dog sin læser - dels skal du kunne overskue de mange handlingstråde og dels er indstigningen i historien også relativ høj. Den basale historiske baggrundsviden skal være på plads, for at få det fulde udbytte af historien. Har du den - er læsningen til gengæld en sært fascinerende fornøjelse.
Et grafisk mesterværk
Rodiers illustrationer er sort-hvid og kan vel bedst betegnes som semirealistiske. Stregen minder om min barndoms klassiske krigstegneserier. Det fungerer rigtig fint, og han tegner så tilpas detaljeret, at du sagtens kan skelne de mere end 30 involverede personer fra hinanden. Persongalleriet inkluderer både personer som skal være nemt genkendelige - Stalin, Churchill, Roosevelt men også mange, f.eks. Kenneth Nichols, som jeg i hvert fald måtte google, for at vurdere om karakteren var ramt. Det var den.
Illustrationerne veksler mellem veldisponerede nærportrætter, halvtotaler og store helsides panoramaer - og der er også ultranære beskæringer, som giver en god variation og valget synes aldrig tilfældigt.
En utrolig, men sand historie om atombomben
"Bomben" er en meget helstøbt og velfungerende fremstilling af et komplekst historisk emne, og den udnytter de grafiske form på fornem vis til at underbygge og berige en dramatisk og velfortalt del af verdenshistorien om opfindelsen af verdens værste våben.