Anbefaling: 17. Juni af Alex Schulman

Lærervold og fortidens traumer
Vidar, en 45-årig skolelærer, suspenderes fra sit job fordi han har stoppet et slagsmål, og i den forbindelse har han grebet fat i en dreng, hvad der medførte gule og blå mærker på drengens arm. Der iværksættes en politiefterforskning, som langsomt afslører for både læseren og hovedpersonen, hvad der fik ham til at miste kontrollen i det afgørende frikvarter.

Et opkald til fortiden
Men måske er Vidar uskyldig? Det er ikke sikkert. Uanset hvad må han ikke længere vise sig på skolen. Så langt er historien - på trods af det dramatiske indhold - helt konventionel. Men så sker der mystiske ting. For Vida finder tilfældigvis telefonnummeret til familiens gamle sommerhus, og da han ikke har bedre at lave, ringer han op - og får svar. Fra sin - for længst - afdøde far. 
Det viser sig at Vidar kan ringe til sommerhuset en bestemt dag - den 17. juni 1986 og tale med husets beboere, som ud over Vidar selv, tæller forældrene og en ældre søster.  Denne opringning kan han så gentage én gang om dagen. 

Barndom i en dysfunktionel ramme
Det giver nogle interessante muligheder. Hvem har ikke drømt om at tale til afdøde slægtninge eller sit eget yngre jeg? Det er et kammerspil, hvor konflikterne langsomt udfolder sig imellem faderens besynderlige fravær både psykisk og fysisk (han besøger elskerinden i Stockholm) moderens, alkoholiserede depressive ageren og søsterens teenage-isolation, som tilsammen har formet den Vidar, der nu ringer tilbage i tiden.  Vidar søger svar og beslutter sig for minutiøst at kortlægge hele denne tilsyneladende almindelige dag. Schulman leger også med læseren og den mulighed fortællerens mentale og følelsesmæssige tilstand gør ham upålidelig som netop fortæller. Det er godt greb og Schulman udnytter det samtidig med at hovedpersonen netop forsøger at indgyde sit yngre jeg tillid:

"Jeg ved, at du er vild med fodbold, spiller hver dag i timevis, prøver at lave frispark som Sócrates, uden tilløb. Jeg ved alt om, hvad du er bange for. Du er bange for vandpumpen, fordi den larmer sådan. Du er endnu mere bange for jordkælderen" 

Schulmans implicitte præmis er, at svarene på den voksnes handlinger kan findes i barnets psyke eller traumer og  hvis det er tilfældet, kan man så påvirke sit voksenliv med en opringning til fortiden?  Syret men også godt set!
Handlingens slutter med gådens løsning -  de traumatiske oplevelser beskrives og svarene leveres og på den måde hænger plottet fornemt sammen. Det er normalt en styrke, men i dette tilfælde går en del af magien tabt, når vi som læsere får løsningen serveret til slut. 

Vedkommende personer og effektiv fortælling
Historien lever på, at forfatteren docerer handlingen i afmålte opringninger og Schulmans mere end solide flair for at beskrive den menneskelige psyke. Man gider godt som læser interessere sig for Schulmans personer - de forekommer dysfunktionelle men også menneskelige. De agerer i en verden, de ikke forstår. Meget foregår i en lille ramme i sommerhuset i 1986 som opleves som en underlig velkendt verden med Tjernobyl katastrofe og mordet på Oluf Palme, samtidig med at det hele er mystisk og nærmest magisk. Tiden står stille, du kigger væk og tiden er gået. 
På trods at tristessen er det også en historie om kærlighed mellem forældre og børn. 

Schulman låner fra den fantastiske litteraturs arsenal og det kunne have ødelagt historien men Schulman kontrollerer fornemt disse virkemidler, og som læser bliver det lynhurtigt til en selvfølgelighed. 

Det er en meget skarpt komponeret og velfortalt roman Schulman leverer her - plottet fungerer fornemt og man tror på personerne.